---
title: "Junihilsen"
description: "Hilsen fra ledelsen af LIllevang"
date: "2026-06-17"
created: "2026-06-16"
---

[Hjem](https://lillevang.furesoe.dk/)

                    [Seneste nyt fra Lillevang](https://lillevang.furesoe.dk/seneste-nyt-fra-lillevang)

                [Junihilsen](https://lillevang.furesoe.dk/seneste-nyt-fra-lillevang/junihilsen)

# Junihilsen

Så er sommeren på vej. Her kan du læse de seneste nyheder fra Lillevang.

## Kære pårørende på Lillevang

Nu nærmer sommeren sig, og det er dejligt at se, hvor meget vores skønne udearealer bliver brugt – både til gåture og til at nyde solen i rolige stunder.

Vi er i fuld gang med arbejde og undervisning i den nye ældrelov, og jeg håber, at vi til næste pårørendemøde kan fortælle meget mere om, hvad det betyder i praksis. Lige nu har vi særligt fokus på, hvordan vi kan styrke det tværfaglige samarbejde endnu mere, så vi sammen kan skabe de bedste forløb for beboerne.

I den seneste tid har vi også haft fokus på vores nattehold, som netop har været på undervisning. Jeg håber, at I allerede kan mærke udviklingen hos jeres kære, jeg er meget stolt over deres store arbejde på at forbedre pleje om natten.

###  Nyt ansigt

Vi har fået en ny demensvejleder, Pernille Haaning, som har mange års erfaring som leder. Pernille vil primært være tilknyttet Blommehaven og Rosenhaven.

Marianne vil fortsat have ansvaret for Kornelhaven, Syrenhaven og Magnoliehaven.

De vil naturligvis arbejde tæt sammen og hjælpe hinanden på tværs, så vi sikrer den bedst mulige støtte og udvikling i alle husene.

### Hvad er der sket den seneste måned?

Den 20. maj afholdt vi musikdag på Lillevang.
Lillevangs demenskor gik på kl. 10.30 i Aktivitetscenteret, bredte der sig hurtigt en varm og rolig stemning i rummet. Stemmerne fyldte luften, og mange sang stille med, nikkede i takt og fandt ro i de velkendte melodier. Smil blev delt, blikke mødtes, og der opstod små øjeblikke af nærhed og genkendelse, som satte sig i både krop og sind. 1000 tak til koret og der bliver sat nye opslag, så man kan tilmelde sig til efteråret, hvis man ønsker at være med i koret.

Den 11. juni fik vi besøg af The2Tops og her ændrede stemningen sig til noget mere livligt og boblende. Musikken strømmede ud i rummet med rytmer, der næsten ikke var til at sidde stille til.. Fødder begyndte at vippe, hænder klappede med, og snart rejste flere sig op. Der blev grinet, drejet rundt, og dansen opstod helt spontant midt i det hele. Glæden var smittende, man kunne se den i øjnene, høre den i latteren og mærke den i bevægelserne.

Vi fortsatte naturligvis også med vores faste fredagssang, hvor stemningen er mere blid og samlende. Her er der plads til både eftertænksomhed og fællesskab, og mange finder stor glæde i at synge sammen uge efter uge.

Det har været nogle dage, hvor musikken ikke bare blev hørt, men mærket. Den skabte liv, bevægelse og nærvær – og særligt med The2Tops blev huset fyldt med en festlig energi, hvor kroppen fik lov at følge med, og glæden fik frit spil.

### Hvad kommer der til at ske?

Vandskulpturen Cadence er nu blevet indviet, og det blev markeret med en rigtig fin dag i lørdags, hvor offentligheden deltog. Bag værket står kunstner Zanne Jahn, som har skabt en sanselig skulptur, hvor vand, lyd og lys smelter sammen i et roligt og stemningsfuldt udtryk. Det er Ester Marie Sørensen, der har gjort projektet muligt.

Den 23/6 inviterer vi borgere og Lillevang til en hyggelig Sankt Hans-sammenkomst, hvor vi ser frem til at skabe en god oplevelse med fællesskab, nærvær og sommerstemning. Dagen vil byde på båltale samt en særlig indvielse af skulpturen for beboere og medarbejdere.

Vi fortsætter også med musik og fællessang hver fredag, hvor mange samles om de kendte melodier og den gode stemning. Derudover tilbydes der stolegymnastik én gang om ugen, med fokus på bevægelse, velvære og glæden ved at være aktiv sammen.

Samtidig arbejder vi fortsat på at skabe endnu flere små aktiviteter i husene i hverdagen, så der løbende er liv, variation og gode oplevelser for alle.

Der afholdes ikke gudstjenester i juli måned, men vi glæder os til at de vender tilbage i august.

Med ønsker om en rigtig dejlig sommer ☀️

På vegne af ledelsen

Louise

## Kontakt

### Plejehjemmet Lillevang

Lillevænget 1 3520  Farum

                                    lillevang@furesoe.dk

### Ring til os

[7216 4300](tel:7216%204300)

## Kontaktinformationer

### Administrationen

7216 4300

#### Louise Raft, leder

7216 4143

#### Kornelhaven

7216 4303

#### Magnoliehaven

 7216 4306

#### Syrenhaven

7216 4305

#### Blommehaven

7216 4310

#### Rosenhaven

 7216 4260

#### Aktivitetscenteret

 7216 4377
